Pterygium

Opdateret: 17. september 2026

Pterygium er en øjensygdom, der kan give røde, sviende øjne, og som på sigt kan give synsforstyrrelser, hvis tilstanden breder sig til hornhinden. Få mere viden om pterygium i øjet her, hvor du kan blive klogere på både årsager, symptomer og behandlingsmuligheder.

Hvad er pterygium?

Pterygium er en overvækst af bindevæv og små blodkar, der dannes i øjets slimhinde (konjunktiva). Konjunktiva er den tynde, gennemsigtige slimhinde, der dækker det hvide af øjet (sclera) og indersiden af øjenlågene. Pterygium ses typisk som en rød trekant i det hvide af øjet, som kan være enten flad eller forhøjet. Trekanten kan strække sig fra øjenkrogen og til øjets midte, og den vokser næsten altid fra den inderste øjenkrog, men kan i sjældne tilfælde have sit udspring fra den yderste øjenkrog.

Pterygium kan vokse ind i hornhinden – øjets klare, kuplede forreste del, der ligger foran pupillen og bryder lyset, så det fokuseres skarpt på nethinden. Vokser pterygium ind i hornhinden, kan det derfor forstyrre lysets vej gennem øjet og forårsage synsforstyrrelser på det ramte øje.

Pterygium bør ikke forveksles med pinguecula, som er en gul, forhøjet plet på konjunktiva, der forbliver på det hvide af øjet og ikke invaderer hornhinden. Pinguecula kræver sjældent behandling.

Pterygium er ikke en tilstand, der forsvinder af sig selv, og det er derfor vigtigt at få tilstanden fastslået hos en øjenlæge eller optiker, så du kan komme i behandling.

Symptomer på pterygium i øjet

Oplever du nogle af følgende symptomer, kan det være tegn på pterygium:

Hvorfor får man pterygium i øjet?

Årsagen til udviklingen af pterygium ligger ikke helt fast. Den seneste forskning tyder på, at det kan skyldes eksponering for meget vind eller sollys, da tilstanden ses hyppigere hos mennesker, der bor tæt ved ækvator. Ultraviolet stråling fra solen menes at skade cellerne i konjunktiva, hvilket kan udløse en unormal reparationsproces, hvor bindevæv og blodkar vokser ukontrolleret ind mod og eventuelt ind i hornhinden.

Pterygium vokser som regel langsomt over måneder til år, men væksten kan accelerere, hvis du fortsætter med at udsætte øjnene for UV-stråling uden beskyttelse.

Forebyggelse af pterygium

Du kan reducere risikoen for pterygium ved at bære solbriller med god UV-beskyttelse, når du er udendørs, og beskyttelsesbriller i vindfulde miljøer, som for eksempel ved cykling eller sejlads.

Hvordan kan pterygium behandles?

Den rette behandling for pterygium afhænger af, hvor fremskreden tilstanden er. I mange tilfælde vil symptomerne kunne lindres med øjendråber, og yderligere behandling er ikke nødvendig, medmindre du oplever synsforstyrrelser eller andre alvorlige gener. Har pterygium bredt sig til hornhinden, kan det være nødvendigt med en operation for at undgå varig påvirkning af synet.

Operation er dog ingen garanti for, at du ikke udvikler pterygium igen på et senere tidspunkt – pterygium vokser tilbage hos en del af de opererede patienter. Risikoen for tilbagefald kan i nogle tilfælde reduceres ved at transplantere konjunktiva fra et andet sted på øjet til det opererede område.

Bestil tid til undersøgelse af dine øjne

Hvis dine øjne opfører sig anderledes, end de plejer, er det en god idé at få undersøgt dem hurtigst muligt hos en øjenlæge eller optiker. Du kan booke en tid til undersøgelse hos en af vores dygtige optikere, der kan lave et fuldt sundhedstjek af dine øjne.