Tics i øjet
Opdateret: 9. september 2026
Tics i øjet regnes blandt de mildere synsforstyrrelser, du kan opleve. De er sjældent farlige, og tilstanden er typisk forbigående og uden påvirkning på synet på længere sigt. Alligevel er det en god idé at få undersøgt øjnene nærmere, hvis du oplever gentagne tics, så du kan få den rette behandling. Bliv klogere på årsagerne til, hvorfor man får tics ved eller i øjet, hvad de medicinske betegnelser dækker over, og hvad man kan gøre ved det.
Hvad er tics i øjet?
Tics ved øjet er små, ufrivillige øjenbevægelser i det øvre eller nedre øjenlåg, herunder ukontrollerbar blinken eller sitrende/vibrerende øjenlåg. Tics i øjet opstår pludseligt og kan opleves enten på ét eller begge øjne. Størstedelen af alle danskere vil før eller siden rammes af tics i øjet i mere eller mindre udtalt grad. I de fleste tilfælde vil tilstanden ophøre af sig selv. Der er dog også tilfælde af tics i øjet, der kræver lægelig vurdering og behandling, og som kan være et symptom på mere alvorlige helbredstilstande.
De fleste tics i øjet skyldes godartede, kortvarige muskelryk, som lægefagligt kaldes myokymi. Varer generne længere og bliver mere vedvarende, taler man i stedet om blefarospasme — en kronisk tilstand, hvor øjenmusklerne trækker sig sammen ufrivilligt over længere perioder. De fleste, der oplever tics i øjet, har med myokymi at gøre, og det kræver som regel ikke behandling. Blefarospasme er sjældnere og bør altid vurderes af en læge.
Hvorfor får man tics ved øjet?
Øje-tics er ufrivillige, gentagne sammentrækninger af musklerne ved øjet. De opstår, fordi nervesignalerne til øjenmusklerne midlertidigt bliver forstyrret, så musklerne trækker sig sammen uden at du selv styrer det. Sammentrækningerne gør sjældent ondt, men det kan godt give en let strammende fornemmelse i huden omkring øjnene.
Der er flere kendte årsager til tics i øjet, og blandt de mest almindelige er:
- Træthed og stress:
Øjet er et af kroppens mest følsomme organer, og ved træthed og stress kan musklerne ved øjet derfor have øget tendens til ufrivillige bevægelser i form af tics.
- Skærmtid:
Lang tids skærmbrug kan også udløse tics i øjet, fordi øjnene anstrenges, og du glemmer at blinke naturligt. Prøv 20-20-20-reglen: for hver 20 minutter foran en skærm, se væk i mindst 20 sekunder og fokusér på noget, der er cirka 20 meter væk. Det giver øjenmusklerne en kort pause og kan mindske generne.
- For højt indtag af alkohol og koffein:
Et højt forbrug af alkohol og koffein kan virke stimulerende på nervesystemet, hvilket kan forårsage muskelspændinger og dermed hyppigere tics ved øjet.
- Øjenirritation:
Øjenirritation, fx på grund af allergi, tørre øjne eller fremmedlegemer eller bakterier i øjnene, er en hyppig årsag til tics i øjet. Ved irritation af øjet vil du naturligt blinke mere eller gnide dig mere i øjnene, og det kan få øjet til at reagere med midlertidige tics. Skyldes dine tics tørre øjne, kan en varm kompres eller kunstig tårevæske ofte lindre generne hurtigere end livsstilsændringer alene.
- Skader på hornhinden:
Ligesom ved øjenirritation kan skader på hornhinden skabe øget tendens til at blinke med øjnene for at lindre ubehaget. Det kan give tics-lignende symptomer, der dog forsvinder igen, når øjet heler.
- Bivirkninger af medicin:
Tager du medicin, kan det i nogle tilfælde være årsag til dine tics i øjet. Nogle former for medicin kan nemlig påvirke muskler og nervesystem, og tics kan derfor vise sig som en bivirkning ved medicinen. Oplever du tics ved øjet efter opstart på ny medicin, er det derfor værd at undersøge, om du eventuelt kan få noget andet medicin eller kan ændre på dosis af medicinen – selvfølgelig altid i samråd med din læge.
Oftest vil tics i øjet kunne forklares med én eller flere af de ovenstående årsager. Det er således kun i sjældne tilfælde, at tics i øjet skyldes noget mere alvorligt, men er du i tvivl, bør du altid handle på din bekymring.
Hvad kan man gøre mod tics i øjet?
Skyldes dine tics i øjet nogle af de tidligere nævnte årsager, vil du ofte kunne slippe af med dine tics ved at ændre på din livsstil. Få sovet nok om natten, og mindsk faktorer i hverdagen, der gør dig stresset. Skær ned på dit indtag af koffein og alkohol, brug 20-20-20-reglen hvis du sidder meget foran en skærm, og overvej om dine tics i øjet kan skyldes øjenirritation, skader på øjet eller bivirkninger af eventuel medicin. Hjælper disse justeringer ikke, er det en god idé at få undersøgt dine øjne hos egen læge eller hos en optiker.
Hvornår skal jeg søge læge?
Du skal selvfølgelig kontakte egen læge, hvis du er bekymret for dine tics i øjet. Herudover bør du altid få undersøgt dine øjne nærmere, hvis du:
- Har haft tics i øjet i mere end to uger
- Oplever at øjet klistrer sig sammen eller løber i vand samtidig med dine tics
- Oplever at dine tics spreder sig til andre dele af ansigtet
Spreder tics’ene sig til andre dele af ansigtet, kan det i sjældne tilfælde være et tidligt tegn på en neurologisk tilstand som Parkinsons sygdom eller multipel sklerose — det er derfor, netop dette symptom altid bør undersøges af en læge, selvom det i langt de fleste tilfælde stadig er harmløst.
Selvom tics i øjet sjældent gør ondt, kan de stadig være meget generende i dagligdagen. Oplever du nogle af ovenstående symptomer, er det bedre at få undersøgt dine øjne én gang for meget end én gang for lidt. Udover egen læge er det også muligt at booke en tid hos Poul Stig Briller, hvor en af vores dygtige optikere kan lave et sundhedstjek af dine øjne for at udelukke eventuelle øjensygdomme.