Bygningsfejl (astigmatisme)

Opdateret: 10. marts 2026

Bygningsfejl er for de fleste en almindelig synsfejl, som medfører forvrænget eller sløret syn på alle afstande. Det er dog langt fra alle, der har brug for synskorrektion, hvis symptomerne er milde. Læs mere om de forskellige typer af astigmatisme, årsagerne og muligheder for behandling.

Bygningsfejl illustration uden briller
Bygningsfejl illustration med briller

HVAD ER BYGNINGSFEJL I ØJNENE?

Bygningsfejl – også kendt som astigmatisme – er en meget almindelig synsfejl, hvor øjets hornhinde eller linse har en uregelmæssig krumning. Vi kan sammenligne krumningen med formen af en rugbybold eller bagsiden af en ske. 

Når krumningen på hornhinden er asymmetrisk, resulterer det i, at lyset brydes uregelmæssigt. Det betyder, at lyset, der rammer en ujævnt buet hornhinde, brydes i mere end én retning. Det gør, at lysstrålerne forhindres i at fokusere korrekt på nethinden, som ved et normaltseende øje, og det er det, der giver et sløret eller forvrænget billede. Dette kaldes corneabygningsfejl (cornea = hornhinde).

Bygningsfejl betyder også, at øjets brydning af lyset kan variere alt efter, hvilken retning detaljerne i billedet har. Der kan eksempelvis være forskel på den måde, øjet bryder vandrette og lodrette linjer.

TO TYPER AF BYGNINGSFEJL

Vi skelner mellem to forskellige bygningsfejl – regelmæssige og uregelmæssige. 

De regelmæssige, eller almindelige, bygningsfejl opstår, når hornhinden er buet mere i én retning. Denne type kan vi korrigere med forskellige brilleglas og kontaktlinser. 

De uregelmæssige bygningsfejl opstår, når hornhinden er ujævn og buet i mere end én retning. Denne type er som oftest resultatet af en øjenskade, såsom ved et ar på hornhinden. Uregelmæssige bygningsfejl kan vi kun korrigere med specialfremstillede kontaktlinser.

SÅDAN SER ØJNE MED BYGNINGSFEJL

Bygningsfejl er det, vi kalder en almindelig synsfejl, og det skyldes, at det faktisk er de fleste mennesker, der er født med en form for bygningsfejl. Der findes forskellige grader af bygningsfejl, hvor nogle er så små, at de ikke opdages. 

De fleste med en ukorrigeret bygningsfejl vil dog ofte have uskarpt syn og indimellem dobbeltsyn, som de forsøger at kompensere for ved at knibe øjnene sammen. Det kan give hovedpine, træthed og læsetræthed. 

Symptomerne med astigmatisme kan forekomme på alle afstande – både på nært hold og på afstand. 

Tegn og symptomer på bygningsfejl

Kan du kende symptomerne? Få testet dit syn med en synsprøve og få klarhed over, om du har en bygningsfejl eller måske en anden synsfejl.

HVORDAN OPSTÅR BYGNINGSFEJL?

Bygningsfejl er som regel medfødt og kan derfor også give synsproblemer hos børn. I nogle tilfælde kan det dog opstå som følge af en skade på øjet – enten efter et traume eller en operation.

Det er umuligt at finde et perfekt øje – forstået på den måde, at der skal meget små ujævnheder til, for at der er tale om en bygningsfejl. Det kan sammenlignes med andre kropsdele, som lige så sjældent er perfekte eller helt lige. 

Bygningsfejl er med andre ord meget almindelige, og derfor er langt de fleste født med en lille bygningsfejl. 

BYGNINGSFEJL, NÆRSYNETHED OG LANGSYNETHED

Bygningsfejl skal i sin brede forstand forstås som uregelmæssigheder i øjet – derfor kan vi også bruge det som et paraplybegreb for synsforstyrrelser, der findes sammen med både nærsynethed (myopi) og langsynethed (hypermetropi). Bliv klogere på plus- og minus-syn her.

Nærsynet med bygningsfejl

Er man nærsynet, har man svært ved at fokusere og se ting på lang afstand skarpt. Det skyldes en brydningsfejl i øjet, som gør, at øjets fokus samles foran nethinden i stedet for direkte på den. Det betyder, at den genstand, man kigger på, vil synes uskarp og sløret, når den er på afstand. Når man som nærsynet går tættere på genstanden, så vil linsen på et tidspunkt bryde lyset, sådan at det bliver skarpt. Derfor ser nærsynede skarpt på kort afstand. 

Det er meget almindeligt, at folk med nærsynethed også har en bygningsfejl i større eller mindre grad. Hvis øjet både er nærsynet og med bygningsfejl, så har det den effekt på synet, at lyset brydes ujævnt og dermed også fokuseres forskellige steder foran nethinden. Derfor vil synet være uskarpt uanset afstand fra øjet. 

Du kan læse mere om nærsynethed (myopi) her. 

Langsynethed og bygningsfejl

Langsynethed er modsat nærsynetheden en synsfejl, som gør det svært at se ting, der er helt tæt på. Langsynethed skyldes også en brydningsfejl i øjet, men her betyder det, at øjets fokus samles bag nethinden i stedet for direkte på den. Når det langsynede øje ser på genstande, der er tæt på, vil det derfor synes uskarpt, og detaljer vil flyde sammen. Jo længere væk genstanden flyttes, desto skarpere bliver det. Derfor ser langsynede skarpt, når det er på afstand. 

Er øjet både langsynet og med bygningsfejl, så brydes lyset ujævnt, og dermed fokuseres det forskellige steder bag nethinden. Også her vil genstanden, der betragtes, synes sløret uanset afstanden fra øjet. 

Du kan læse mere om langsynethed (hypermetropi) her.

SÅDAN KORRIGERER VI SYN MED BYGNINGSFEJL

Vi korrigerer syn, der er påvirket af bygningsfejl, med såkaldt toriske briller og kontaktlinser. Uanset om du vælger briller, linser eller begge dele, så er målet, at de skal kompensere for hornhindens uregelmæssige krumning og sikre, at lyset brydes korrekt, og billedet der dannes, står skarpt og klart. 

Oplever du synsforstyrrelser, men er i tvivl om årsagen? Få mere viden her.

Hos Poul Stig Briller tilbyder vi en grundig synstest, som giver os fuldt indblik i dine øjnes styrke. Graden af astigmatisme måler vi i dioptrier(D). Målet er at finde ud af, hvor stor forskellen er i styrke i forskellige retninger på øjet – altså hvor skæv hornhinden er. For at vide i hvilken retning bygningsfejlen ligger, angives der også en akse i graderne 0 til 180.

Om det er enkeltstyrkeglas eller flerstyrkeglas, så vil vi skræddersy brillerne eller linserne til netop de målinger, du har fået. 

Du kan læse mere om, hvordan vi tester dit syn.

FÅ TJEKKET DIT SYN MED EN SYNSPRØVE

Har du mistanke om, at du har en synsfejl, eller at synet generelt er blevet dårligere? Tøv ikke med at bestille tid til en synstest, eller kom forbi en af vores butikker, hvor vi også foretager synsprøver uden tidsbestilling. 

Mange synsfejl kan heldigvis nemt korrigeres med den rette hjælp og kompetent rådgivning – det står vi klar med hos Poul Stig Briller.

Du er også velkommen til at komme ned i en af vores 7 butikker – vores professionelle optikere står klar til at rådgive dig til den bedste synsløsning med enten briller eller linser.