Svejseøjne
Opdateret: 17. september 2026
Svejseøjne, svejserøjne eller sneblindhed – uanset hvad du kalder det, er det aldrig rart at opleve ubehag eller smerter i øjnene. Heldigvis er sneblindhed sjældent farligt, så længe du får den rette behandling, og her får du vores gode råd mod svejseøjne, der kan hjælpe dig, når uheldet er ude, og øjnene gør ondt.
Hvad er svejseøjne/sneblindhed?
Svejseøjne er en tilstand, hvor du oplever ubehag eller smerter i øjnene og en øget lysfølsomhed efter eksponering fra ultraviolet lys, herunder også skarpt sollys. Hornhinden består af flere lag, hvor det yderste kaldes epitelet. Det er dette lag, der rammes, når UV-strålerne trænger ind og absorberes af DNA og proteiner i cellerne – det udløser dannelse af frie radikaler, som ødelægger cellevævet og skaber mikroskopiske sår.
Som navnet antyder, opstår svejseøjne typisk ved svejsning, hvor du ikke har haft beskyttelsesbriller på. Samme tilstand kan dog også opstå, hvis du har været ude i kraftig sol, måske på ski, hvor mødet mellem solskin og sne kan skabe et voldsomt genskin – heraf navnet sneblindhed. Du kan også have været i solarie uden at beskytte dig mod de stærke UV-stråler.
Symptomer på sneblindhed og svejseøjne
Symptomerne viser sig sjældent lige med det samme, men kommer snigende et par timer eller op imod et halvt døgn efter, at du har været udsat for det ultraviolette lys. Du kan blandt andet opleve:
- Smerter eller ubehag i øjnene
- En øget følsomhed over for lys
- Øjne, der løber i vand
- Røde og irriterede øjne
- Følelsen af at have noget i øjet, der ikke skal være der
Få mere viden om årsager til lysfølsomme øjne og røde øjne her.
Er svejserøjne farlige?
Svejseøjne eller sneblindhed er som regel ikke farligt, så længe du tager dine forholdsregler og følger lægens eller optikerens anvisninger.
Her er vores bedste råd, når først du er ramt og ønsker hurtig lindring:
- Kontakt din læge eller optiker for at få den bedste vejledning i forhold til dine symptomer.
- Undgå at udsætte øjnene for mere ultraviolet lys, og søg gerne skygge, tag solbriller på, eller læg dig i et mørkt rum for at slappe af.
- Læg eventuelt en kold og våd klud på øjnene for at lindre smerter og ubehag.
- Tag smertestillende, hvis du får brug for det.
- Kontakt straks din læge, hvis du oplever forværring af symptomer eller problemer med synet.
Kan jeg miste synet?
En forbrænding på hornhinden som den, der ses ved svejseøjne, er en overfladisk skade i epitelet, der sjældent vil påvirke synet på længere sigt, fordi cellerne fornyes så hurtigt. Gentagne og mere alvorlige forbrændinger, der rammer hornhindens dybere lag, kan derimod have konsekvenser for dit syn. Pas derfor altid godt på dine øjne i udsatte miljøer.
Behandling af svejseøjne
Når du følger nedenstående råd, vil symptomerne ofte aftage igen i løbet af et døgns tid eller to. Det skyldes, at hornhindens epitel har en høj regenereringsevne: basalceller i epitelets nederste lag deler sig løbende og migrerer op for at erstatte de skadede celler og lukke såret. Bliver der brug for yderligere behandling, kan din læge udskrive antibiotisk salve eller øjendråber.
Sådan undgår du svejseøjne
For at undgå tilstanden i fremtiden bør du:
- Bruge beskyttelsesbriller under svejsearbejde – også når du ikke selv står med svejseværktøjet.
- Huske brug af solbriller, både når du står på ski, og når du er ude i høj sol eller sejler.
- Undgå solarie – og altid bruge solbriller, hvis du går i solariet alligevel.
Det er vigtigt at tage dine øjnes sundhed alvorligt. En simpel synstest kan afsløre meget om, hvordan dine øjne har det.